Baby Bio i Bio Silkeborg - Barselshygge for nybagte forældre
På den første eller anden fredag i hver måned kl. 10.30 (med enkelte undtagelser) byder Baby Bio i Bio Silkeborg velkommen til forældre og deres små skatte.
Baby Bio i Bio Silkeborg er specielt designet til nybagte forældre, der ønsker en unik biografoplevelse mens barslen står på. Når du vælger at se i en film i Baby Bio, sørger vi for, at lyset er dæmpet og lyden er sat lavt, hvilket gør det behageligt for både dig og din baby. Svagt lys i salen giver dig mulighed for let at holde øje med dit barn, og samtidig nyde filmen med mødregruppen i en rolig og hyggelig atmosfære.
Er din baby i drømmeland? Intet problem! Ved Baby Bio er det muligt at efterlade din sovende baby udenfor biografsalen i barnevognen – men glem ikke babyalarmen.
Vi gør opmærksom på, at det naturligvis kun er forældrene der skal købe billetter til Baby Bio. Baby skal ikke have egen billet.
Baby Bio holder pause i januar.
Baby bio d. 4. SEPTEMBER kl.10.30
Nøjsomheden
Premiere:27. august 2026
NØJSOMHEDEN er Hella Joofs nye romantiske komedie – en varm, humoristisk og rørende fortælling om kærlighed på tværs af sociale skel. Filmen er baseret på Stine Askovs populære roman af samme navn og byder på et kærligt blik på både familiebånd, klassespring og de valg, der former vores liv.
Mona elsker at læse og bøgerne er hendes tilflugtssted fra livet i det sociale boligbyggeri Nøjsomheden, hvor hun er vokset op med sin mor Mømmer, der har en behandlingskrævende samlermani og aldrig smider noget ud. Heldigvis har hendes rapkæftede moster Tut altid hjulpet Mona på rette vej, blandt andet ved at skaffe hende et job i den lokale boghandel.
Her møder hun den litteraturstuderende Nikolaj fra den fine ende af byen, og de forelsker sig hovedkulds. Men der er langt fra Nikolajs kulturradikale overklassebaggrund med hørfester og akademikerforældre til Monas verden med flaskeøl og et par på hatten på den lokale bodega og en stærkt udfordrende familie. Kan kærligheden sejre på tværs af Strandvejen, eller er forskellen mellem dem for stor?
BABY BIO D. 2. oktober KL.10.30
Offroad
Premiere:1. oktober 2026
Maggies liv ser perfekt ud på overfladen, men under presset fra ambitioner og forventninger er hun tæt på at eksplodere. På en venindetur til Tenerife sender en impulsiv beslutning hende og veninderne Eva og Stine ud på et hæsblæsende og kaotisk roadtrip tværs over øen i en stjålen autocamper. Det, der begynder som en spontan flugt fra hverdagen, udvikler sig hurtigt til et vildt opgør mod hamsterhjulet og voksenlivet.

